“Dykkertur” til Als under værste stormflod i 100 år

af

Deltagere: Michael, Philip, Sebastian, Chris og Thomas.

Dato: 20. okt, 2023

Dyk på turen: Als

Dyk på turen:

Sværhedsgrad: Erfaren

Type: Båddyk

Dybde: 20-40M

Beretning:

Vi havde længe planlagt vores dykkertur til Als. Vi skulle dykke på gamle tyske vrag, motortorpedobåde og en gammel flydedok. Ja, der var lagt i ovnen til nogle fantastiske dyk. Men for pokker, hvor endte turen med at ligge på årets dårligste dykkerdage. Der var dømt stormflod af en kaliber der ikke var set på de kanter i mindst 100 år.

Vi ankom på dagen for stormen og vandet var allerede steget over 1 meter. Vi forsøgte at gå i vandet ved Sønderborg Sportsdykkerklub, hvor der ligger et vrag af en gammel flydedok. Vi mødte de gæstfrie medlemmer fra klubben, som gav os en lille rundvisning i deres fine klub og viste os hvor vi kunne finde vraget. Da vi gik i, måtte vi dog erkende, at sigtbarheden svarede til ca. 0,5 meter. Silt og skidt var blevet vasket ud af stormfloden. Det lykkedes ikke alle at finde vraget og vi afkortede dykket.

Næste dag gik turen til Flensborg Fjord. Her ligger et tysk vrag. Vi sejler ud af Sønderborg havn, men vandet har stadigt ikke lagt sig helt efter stormen, så i høje bølger og udsyn til kæntrede sejlbåde, en strandet lyst-yacht og et sommerhus, der var styrtet i havet, tøffede vi langsomt ud til vraget. Ovenpå søsyge og røvtur måtte vi også her erkende at sigtbarheden stadig var elendig. Vi affkortede dykket.

Søndag havde vi dog heldet med os. Vi havde planlagt at sejle fra Mommark, men lystbådehavnen var helt lukket pga. omfattende ødelæggelser. Vi tog i stedet til Fynshav, hvor vi fik lov til at sejle ud, hvis vi lige kunne give en hånd med til at fjerne et mindre buskads som var skyllet op på slæbestedet. Resten af havnen lignede en katastrofezone. Vi tog derefter ud til en motortorpedebåd i fremragende stand. Sigtbarheden var blevet nogenlunde igen, og det lykkedes os faktisk at få ét godt dyk.

Vi besluttede os for at vende tilbage til Fynshav om mandagen, men oprydningen var gået i gang og havnen var for alvor lukket. Det blev altså kun til ét ægte dyk denne gang. Men vi havde en hyggelig sommerhustur!

(Billederne herunder er fra hhv. fredag og lørdag, hvor Philip og Sebastian sidder på samme bænk med ca. ét døgns mellemrum).