Dykkerweekenden i Norge bød på fantastisk vejr med solskin og havblik i skærgården.
Vi blev nær ikke lukket ind i landet, da vi var få timer fra at blive ramt af indrejserestriktioner for udlændinge.
Afsted kom vi dog, og vi checkede ind på Tregde Feriesenter i en ferielejlighed med god plads til de 7 deltagere.
På førstedagen dykkede vi Arn Mer Mar, og derefter sejlede vi ud til Pinden hvor der blev høstet kammuslinger!
Ambitionsniveauet var højt, og derfor hoppede Thomas, Emil og Flemming i vandet i Tregde havnebassin til et natdyk, for at klemme lidt flere dyk ud af den forlængede weekend.
Dag to bød på fed norsk vragdykning! Vi lagde hårdt ud på 39 meter med “Kjell” – Som særligt Rene havde set frem til! Senere på dagen nåede vi både et eftermiddagsdyk på Mari og et aftendyk på Nato Kutteren, hvor vi igen kom på dyb vand!
På tredjedagen lagde vi ud med Rene’s yndlingsvrag Kjell, inden vi tog et naturdyk på Nørstrand.
Om eftermiddagen aftenen sejlede Kirstine, Emil, Thomas og Flemming ud til Savomna, hvor vi først svømmede i land på den lille klippe, hvor der er opsat mindekapel for forliset.
Her læste vi om Savomna’s historie og om tragedien med forliset, hvorefter vi besøgte vraget på små 24 meters vand.
Der blev selvfølgelig spillet “Vragsangen” i båden, imens overflademandskabet nød det smukke norske sommervejr.
Om mandagen stod der igen Nato Kutter på menuen, hvorefter turen gik tilbage mod færgen til Jylland.
Tak for en fed weekend!